Det er ikke vanskelig å kjenne seg igjen i denne teksten fra 1879, for det er lite som har forandret seg siden den gang. En ting er likevel totalforandret: mens det dengang bodde folk i hvert eneste hus, er det i dag knapt fastboende her.

Loshavn ble for ham et godt eksempel på kystens uthavner - hvor «et Snes eller flere Familier har bygget Side om Side, Lodser, Skippere og Fiskere, hvis Arbeidsmark er det om Skjærene larmende havn».

Floods tekst fra 1879 taler for seg selv, og her gjengis beskrivelsen i sin helhet:

«Udhavnen ligger paa det gamle Herresæde Husebys Grund og ligner de fleste andre Udhavne i Skjærgaarden. Udenfor den ligger tre større Holmer, Saltrud i Vest, Ferrø i Øst, og i Midten lige ud for havnens huse, der ligger paa Fastllandet, Sandø, Havnens egentlige Molo, der forhindrer Havsjøerne fra at rulle ind i Bugten.

Foruden disse større ligger en uregelmæssig Forpostkjæde af mindre Holmer, Boer og Skjær udenom, dannende en labyrint, hvis bugtede Gange, hvor i Tidernes Løb hundreder af Seilere har vildret om, kun de hjemkjendte Lodse har rede paa.

Først naar man kommer indenfor Sandø, er man bjerget; her er Ankerpladsene, Ringene og Fortøyningspælene, og her er forholdsvis smult Vande i Læ af Øen. Kommen saalangt har man Havnens huse for sig, ethalvthundre i omtrent i Tallet; thi Lodshavn hører til en af de stærkest bebyggede Udhavne om Næsset. En Række Bygninger nede ved Sjøen med Stenbrygger foran har en vis Rægelmæssighed; men de bagenfor og ovenfor liggende er som kastede hen af Stormen over de kuplede Svaberg, et med Facade mod Syd, et mod Vest, et Kneisende paa en Bergknat, et i en Sænkning lige nedenunder, der sender Røgen fra fine Skorstene op mod hints Vinduer, nogle med en Dygtig Bergknaus til Ryggestød.

Man har imidlertid benyttet de af Naturen mest planerede Steder til Tomter og ladet de værste knauser staa igjen, saa udkomsten Husene imellem er temmelig halsbrækkende. Hvad selve husene angaar, da ligne de hinanden paa enkelte Undtagelse nær ale i Formen; det er de sædvanlige vestlandske Huse med Gadedør paa Midten af Huset og en Stue paa hver Side. Undtagelserne er toetagers Huse, der kneise i en Række med en viss gammeladelig Mine over sit moderne Naboskab, men mellem alle de pyntelige vel vedligeholdte Bygninger staa de der dog temmelig afblankede og med et halvt melankolsk Udseende, som de funderede over Tidernes ubestandighet.

Det var i kapertiden, de fik sin Tilblivelse, og de staa her nu som en Overlevelse fra hine Lodshavns og Skjærgaardens gyldne Dage.»